Hypervisor-landskabet 2025: nye spillere og flere muligheder
Engang var det primært en enkelt hypervisor, der blev talt om, men der er kommet flere spillere på markedet, som kan håndtere virksomheders behov for virtualisering. Der er flere muligheder, der er hele platforme og økosystemer, og andre løsninger fokuserer på det essentielle: Naked hypervisor –Det fundamentale, der er brug for for at håndtere virtualiserede workloads. HPE VM Essentials er det nyeste skud på stammen. Det blev annonceret på HPE Discover i år og er på hylderne allerede i januar 2025.
I denne artikel fokuserer vi på 5 forskellige platforme. Vi kan ikke lave en direkte sammenligning, da der er forskel på, hvor færdige og let implementerbare løsningerne er, om det blot er en hypervisor eller en hel platform, samt hvordan support-situationen ser ud. Det kommer an på, hvilken form for tekniske kompetencer og medarbejderressourcer man har, hvad der passer ind i virksomheden. Alle platformene bidrager med hver deres kvaliteter, så det handler om at kende sin infrastruktur for at kunne tage det rette valg.

HPE VM Essentials
Den helt nye spiller på markedet kommer fra HPE, og de har arbejdet effektivt! HPE VM Essentials er HPE’s svar på virtualisering, og det er en hypervisor, der kan fungere på både HPE’s eget udstyr og tredjeparts hardware. Den forventes allerede på hylderne i januar 2025, og priserne lander som en julegave her i slutningen af året.
Her er, hvad vi har hørt, set og opfanget om den nye platform:
- Det er en standalone-platform, der kan køre på HPE’s eget hardware samt tredjeparts infrastruktur.
- Den kan håndtere både HPE VME Hypervisor og VMware-infrastruktur fra et samlet interface.
- Afregning sker via per-socket-licensering (ikke per core)
- VM Essentials er en KVM-baseret hypervisor
- Priser kommer i slutningen af december 2024.
- Produktet er tilgængeligt i januar 2025.
- Der nævnes flere backupproducenter, som understøtter platformen: Cohesity, CommVault og Zerto.
VMware
VMware har i over 20 år været den primære virtualiseringsplatform for virksomheder. Platformen har gennem årene opbygget et solidt omdømme med avanceret teknologi og et bredt økosystem. Efter Broadcoms opkøb af VMware har der dog været uro på markedet primært grundet ændringer i pakketering og licensregler, hvilket har resulteret i prisstigninger for flere kunder.
Selvom teknologien stadig er i høj kvalitet, er flere virksomheder begyndt at overveje alternativer, specielt hvis de kun har behov for en basal hypervisor og ikke hele den omfattende VMware Cloud Foundation-pakke (VCF). VCF er blevet et mere samlet produkt, der giver omfattende muligheder for virtualisering af hele stacken, inklusive storage og netværk. VMware fremhæver fremtiden som værende i private clouds, og VCF er designet til at levere netop det – en fuldendt platform til virksomhedens eget private cloud-miljø.
Den fulde pakke kan dog være en betydelig investering, og derfor bliver det vigtigt for virksomheder at optimere deres brug af platformen for at få mest muligt ud af investeringen – eller i nogle tilfælde at skalere ned for at reducere omkostningerne. VMwares styrke ligger dog ikke kun i teknologien, men også i det brede netværk af erfarne konsulenter og partnere, der kan hjælpe med implementering og optimering. Med over to årtier på markedet er VMware fortsat en solid løsning for mange, og med fortsat udvikling vil platformen sandsynligvis forblive en central spiller i mange år fremover.

Nutanix
Nutanix er en erfaren og moden platform med over 10 år på markedet. I 2024 har platformen oplevet stigende interesse, ikke mindst fordi det er et gennemarbejdet og nøglefærdigt produkt, der er klar til virksomheder. Nutanix er en hyperkonvergeret infrastruktur (HCI), der fungerer som en privat cloud og er kendt for sin nemme implementering og brugervenlige management-interface.
Platformen leveres med en samlet supportpakke, en indbygget app-store og en containerplatform. Desuden findes et bredt udvalg af plugins til firewalls og et velfungerende økosystem for tredjepartsbackup-løsninger. Nutanix skaber en cloud-lignende oplevelse på virksomhedens egne servere. Det er et ideelt valg for virksomheder, der ønsker en komplet, virksomhedsklar platform uden unødvendig kompleksitet.
Azure Local
Azure Local er en oplagt platform for virksomheder, der allerede bruger Microsofts økosystem og er glade for det. Den er ofte inkluderet i kundernes eksisterende Microsoft-licenser, hvilket gør den let tilgængelig uden yderligere omkostninger. Historisk set har platformen dog været fravalgt på grund af kompleksiteten i implementeringen, men Microsoft har arbejdet på at forbedre integrationsmulighederne, hvilket kan gøre den til et valg for virksomheder i fremtiden.
Proxmox
Proxmox er en open source-virtualiseringsplatform, der tilbyder en økonomisk optimeret løsning til virksomheder. Som en open source-løsning har Proxmox ingen officielle supportmuligheder ud over community-baseret vidensdeling. Der findes ingen officiel hardware-valideringsliste (HCL) eller certificeringer fra hardwareleverandører, hvilket betyder, at kompatibilitet kan være en udfordring.
Der findes tredjepartsvirksomheder, som tilbyder at understøtte Proxmox-platformen. Backup af Proxmox understøttes blandt andet af Veeam, hvilket giver mulighed for at sikre data på en pålidelig måde. Proxmox er en god mulighed for organisationer med stor teknisk ekspertise, der søger en fleksibel og omkostningseffektiv virtualiseringsløsning.
Fremtiden for hypervisorer
Der er som sagt kommet flere muligheder på markedet, og vi kommer højst sandsynligt til at se en anden tilgang til infrastrukturen. Måske står vi over for en fremtid, hvor virksomheder kører parallelt med flere hypervisorer til forskellige workloads. Nogle data kan køre på en basal hypervisor, mens andre dele af infrastrukturen anvender større platforme med hele økosystemer.
Hvis du vil vide mere om hypervisorlandskabet, har vi optaget denne podcast, hvor Flemming Ossian og Simon Mathiasen gennemgÃ¥r fordele og sammensætninger pÃ¥ de største hypervisorer pÃ¥ markedet.Â
Â